Fredag d. 21. marts kan du komme med på eventyr i Vestervig-Agger Aktivitetscenter. Vi får besøg af to utroligt søde og meget inspirerende unge mennesker, som har lovet at dele deres livs eventyr med os.
Billetter inkl. 3 stykker smørrebrød koster kun 150 kr. (billetter med spisning skal købes senest 17. marts)
Hvis du vil høre foredraget uden spisning koster det 50 kr.
Billetter købes ved at indbetale på MobilePay til 686818 - Husk at skrive Navn, antal og med/uden spisning
Du kan også købe billetter hos Vestervig-Agger aktivitetscenter og hos Flügger Farver i Vestervig.
Dørene åbner kl. 17.30 og foredraget er kl. 19-21.
Der kan købes drikkevarer samt kaffe/the og kage.
Anna og Anders skriver om sig selv...
Tag med et år på eventyr
Brusende bølger, snoede landeveje, vidtstrakte sneklædte vidder og kolossale fjeldrygge – i næsten et år var disse elementer vores hjem.
Vi er Anna og Anders, og vi tog et år ud af kalenderen for at forfølge vores drømme og udleve tre store eventyr under titlen "Langt Ude - Et År på Eventyr":
Danmark rundt i kajak
På cykel gennem Europa til Rom
Spitsbergen rundt på ski – en 3 måneder ekspedition i Arktis
Gennem vores eventyr har vi været vidner til naturens imponerende kræfter og er blevet mødt af barske udfordringer og mentale prøvelser. Men vores rejse var meget mere end bare fysiske udfordringer. Vi oplevede nærvær i naturen, lærte om samarbejde, ærlighed og kommunikation under pres, og fandt nye sider af os selv og hinanden gennem store naturoplevelser og et helt særligt samvær. Vi deler ud af vores største oplevelser og udfordringer og fortæller blandt andet om:
Det simple liv som moderne nomader.
Kommunikation og samarbejde, når man er isoleret fra omverden.
Hvordan vi omsatte store drømme til konkrete mål.
Naturens storslået hed, dét at føle sig uendeligt lille og den mængde af refleksioner, det efterlader i én.
Hvordan man bedst håndterer dårlig mave i snestorm og -30 grader.
Kom og hyg dig, tag en ven med og læn dig tilbage, når vi åbent, ærligt og nede på jorden fortæller historier fra kajaklivet langs Danmarks kyster, friheden på cykelrejse gennem Europa og den storslåede, barske vinter på Spitsbergen. Der er garanti for et smil på læben, et sus i maven og et boost af din eventyrlyst. Dette foredrag vil inddrage alle eventyr men med vægt på kajakdelen.
Vi byder på oplevelser fuld af nerve, nærvær og fællesskab. Find store oplevelser her.