Nordvestjysk Pigekor har 25 års jubilæum, og det skal fejres.
Derfor har Nordvestjysk Pigekor inviteret DR Pigekoret og Phillip Faber til Thy.
DR Pigekoret er et af Danmarks stærkeste musikalske brands. Koret består af 50 talentfulde piger i alderen 16-22 år og anses i dag som et af verdens bedste pigekor.
DR Pigekoret blev grundlagt i DR i 1938 og har siden været en del af danskernes hverdag gennem DR’s kanaler og platforme. De danske sange er DR Pigekorets DNA, men repertoiret spænder helt fra Grundtvigs salmer over popsange til moderne klassiske værker, ofte bestilt af koret selv. DR Pigekoret har i dag fast base i DR Koncerthuset i København, hvor ensemblet trækker fulde huse – alene og i samspil med nogle af landets dygtigste musikere og artister. Koret kan også opleves i intime kirkerum, på musikfestivaler og på internationale scener, hvor de unge kvinder åbner et vindue til dansk kunst og kultur.
Nordvestjysk Pigekor er en selvstændig forening, hvis formål er at give piger i området mulighed for at synge i et kor på højt niveau. Korets hjemsted er Thisted, men medlemmerne kommer fra hele Thy og Mors. Nordvestjysk Pigekor er for piger i alderen ca. 12 - 20 år. Foreningen driver også en korskole og flere spirekor på skoler.
Koret har en dygtig korleder i Annette Boch Pedersen og en bestyrelse, der bakker op om korarbejdet. Koret har en god klang og laver flotte koncerter i ind- og udland, herunder London, Amsterdam, Prag, Stockholm og Hamborg.
Flest koncerter har koret dog holdt i Thy.
Kom til Vestervig Kirke lørdag d. 4. september, hvor Nordvestjysk Pigekor og DR Pigekoret synger sammen og hver for sig – og sammen med publikum, hvis det er muligt..
Støttet af Sparekassen Thy, SAXO LIVING og Thisted Kommune.
Vi byder på oplevelser fuld af nerve, nærvær og fællesskab. Find store oplevelser her.