En opskrift på samvær

Overlay

22. april 2019

af Martin Arthur

Andre kulturaktiviteter

Maden mellem os. Den 25. april kan du komme med KulturRummet – og en lokal Thy-familie – til bords. Som en del af et landsdækkende samarbejde om fællesspisninger og madkultur skal Danmarks bedste madfamilie findes. Og du får mulighed for at følge dysten på tæt hold i den socialøkonomiske café Madværkstedet.

Maden er sjældent det eneste, det handler om, når vi sætter os til bords. 32 % af danskerne mener fx, at godt selskab er vigtigere end selve maden. Med projektet kaster DR og Danmarks biblioteker sig over den madkultur og de sociale koder, som knytter sig til hvem, hvad, hvor og hvordan vi spiser sammen.

Mød familien Gregersen
I marts måned var der på DR1 premiere på en af kanalens nye store satsninger: Maddysten. Her medvirker familien Gregersen fra Thy. Som en af otte familier fra hele landet konkurrerer de om at blive Danmarks bedste madfamilie. I løbet af programserien skal familierne lave deres helt egne yndlingsretter, men de bliver også kastet ud i at flå rødspætter, nyfortolke smørrebrød, lave gourmethotdogs, malke køer, lave friturestegt street food til 100 mennesker mm. Og torsdag den 25. april går det løs i Plantagehuset, hvor den lokale familie vil stå klar ved kødgryderne. Der sælges et begrænset antal billetter til arrangementet, der kan købes på Thisted Bibliotek.

”Vi glæder os rigtig meget til at være en del af denne fællesspisning, sammen med familien Gregersen fra Maddysten, flere frivillige foreninger og ikke mindst flere af vores egne miljøer i KulturRummet. Vi håber, at der dukker borgere op, som savner nogle af spise sammen med, og at de vil få en dejlig oplevelse sammen med os, dejlig mad og en god historie fra familien Gregersen,”siger Marie Aamann, souschef på Biblioteket i Thy.

Med familieprogrammet trækker DR en fed streg ned gennem det mad- og kulturlandskab, som vi tror, vi kender, mens der ude på landets biblioteker dykkes ned i måltidets betydning som samlingspunkt for kultur, litteratur – og samtalen mellem dig og mig.

“I programmerne sætter vi samværet om maden under lup, men ude på mange af bibliotekerne kan folk rent faktisk opleve projektet på egen krop. Måske møder man andre, der har lyst til at dele et måltid, skaber nye relationer eller får nye perspektiver på maden mellem os,” siger Nikolaj Vitting Hermann, tværgående redaktør i DR Medier.

Snakken rundt om bordet
Når madkulturen bliver bragt i spil ude på landets biblioteker – ikke mindst hos Biblioteket i Thy – vil udstillinger og aktiviteter sætte ekstra perspektiv på emnet fra uge 11-18.

“Som biblioteker er vi til dagligt optaget af at skabe rammerne for mødet og snakken mellem vore gæster. Derfor er et tema som ’Maden mellem os’ en oplagt sammenhæng for  biblioteket at afsøge nye rammer for at genopfinde snakken rundt om bordet,”  siger ansvarlig for bibliotekernes temasamarbejde, Tina Bang Jakobsen fra Aalborg Bibliotekerne.

Danmark spiser sammen
Når bibliotekerne flere steder arrangerer fællesspisninger sker det i forlængelse af et samarbejde mellem Danmarks Radio, bibliotekerne og Folkebevægelsen mod Ensomhed, og flere steder hjælper frivillige fra bevægelsen til.

Temasamarbejdet er en koordineret indsats, der faciliteres af Danmarks seks centralbiblioteker: Gentofte, Herning, Odense, Roskilde, Vejle og Aalborg. I alt kan du opleve temaet på mere end 50 biblioteker landet over.

Læs mere om Maden mellem os i Thy her.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!