Rekrutteringsfirma etablerer sig i Thy

Overlay

12. juni 2019

af Martin Arthur

Erhverv

Aalborgfirmaet Asgaard Recruitment får kontor i Thy Huset og inviterer til velkomstarrangement 25. juni.

Fra 1. juni har Asgaard Recruitment lejet sit ind i kontorfællesskabet Thy & Co. i Thy Huset. Det sker, efter at de har haft flere opgaver i Thy, og føler sig tiltrukket af nerven i erhvervslivet i Thy.

Jens Nicolaj Maagaard, medejer af rekrutteringsfirmaet, fortæller, at de her i foråret har samarbejdet med et par spændende Thy-virksomheder og ad den vej er blevet klar over, at der i Thy er et stort potentiale og mulighed for at øge succesraten i rekrutteringerne på egnen.

”Thy har jo en geografisk udfordring, og samtidig er man ofte lidt tilbageholdende med at fortælle, hvad man tilbyde, og slå på det, der måske kan tiltrække de rette kandidater. Her kan vi byde ind med professionel sparring og en rekrutteringsproces, som løser udfordringerne,” siger Jens Nicolaj Maagaard.

Han fortæller, at han ved at møde thyboerne har fået en god forståelse af, hvordan man driver forretning i Thy.

”Vi svinger godt værdi- og holdningsmæssigt, nok fordi vi har en rolig og ordentlig tilgang. Vi er også selv ejerledere og kender de udfordringer, man kan have med medarbejdere og rekruttering af dem,” siger Jens Nicolaj Maagaard.

Nogle af de opgaver, som Asgaard Recruitment indtil nu har hjulpet virksomheder med, er en controller og projektleder til CSK Stålindustri A/S og en erhvervskonsulent til Thy Erhvervsforum.

Oplæg om rekruttering
For at fejre ankomsten til Thy inviterer Asgaard Recruitment til et oplæg om professionel rekruttering. Tirsdag den 25. juni kl. 18.30 vil Jens Nicolaj Maagaard sammen med medejer Steffen Pretzmann give råd og vejledning til egnens virksomheder om, hvordan man kan øge successen med at rekruttere nye medarbejdere – uanset om man selv gør det eller lader andre varetage processen.

”Vi vil dele vores erfaringer og komme med praktiske råd til rekrutteringsprocessen, hvordan man introducerer den nye medarbejder, og ikke mindst hvordan man fastholder nye medarbejdere,” siger Jens Nicolaj Maagaard.

Jens Nicolaj Maagaard og Steffen Pretzmann ejer tilsammen Asgaard Recruitment, som hjælper virksomheder med at rekruttere medarbejdere med potentiale og med de rette faglige og personlige kvalifikationer. De varetager alle dele af rekrutteringsprocessen via deres gennemprøvede helhedstilgang Rightplacement360TM

De har tre medarbejdere og vil på skift være i Thy Huset fremover.

Tilbage til oversigten »

Del med dine venner!