Det er samtidskunst af høj kvalitet og mangfoldighed i former, teknikker og udtryk.
Salgsudstillingen vises sideløbende i de to foreninger. Værkerne fordeles ligeværdigt, så der er god grund til at besøge begge steder.
Kunstnersammenslutningen Corner, der har eksisteret i 91 år, har altid vist en årig, samlet udstilling. Det foregik indtil sidste år udelukkende i Københavnsområdet, men i 2022 blev hele udstillingen efter den sædvanlige visning nænsomt pakket sammen, og blev så vist i to dele i henholdsvis Morsø Kunstforening af 1961 i Nykøbing Mors og Det Ny Kastet i Thisted.
Det var på alle måder en god oplevelse.
Så god, at der er lavet en ny aftale i 2023, naturligvis tilpasset de mange erfaringer, der blev høstet, og dermed noget ændret.
Corners årsudstilling 2023 foregik på Udstillingsstedet Gammelgaard i Herlev. Nu følges op med Corner Vest. Der bliver nogen udskiftning af kunstnere. Nogle fra årsudstillingen er ikke med, mens nogle er med i Corner Vest, men ikke på Gammelgaard. Der udstilles derfor ikke de samme værker i Vest som på Gammelgaard, og ganske vigtigt indgår værker solgt på Gammelgaard ikke i Corner Vest. Udstillingen Corner Vest bliver helt sin egen.
Udstillingens kvalitet fastholdes, så det bliver en fuldt kvalificeret Cornerudstilling, der afspejler Corners univers: Landskab, dyr og menneske – og det kan, udtrykt af Corner, kaldes traditionelt som ind i helvede, men basalt.
Der vises samtidskunst af høj kaliber med en enorm alsidighed i stilarter og udtryk, koloristisk, sort-hvid, figurativt og nonfigurativt, udfordrende, men også venligt og forståeligt uanset om det er værker til væg eller rum. Overalt udfordres beskuernes nethinde.
I Corner Vest 2023 deltager 24 medlemmer som udstillere, herunder Kirsten Klein fra lokalområdet. De fleste er danske, men også et par af sammenslutningens internationale medlemmer deltager.
Det Ny Kastet og Morsø Kunstforening af 1961 råder hver for sig over meget forskellige og attraktive udstillingsfaciliteter. I Thisted udstilles i det meget smukke og klassiske gamle Rådhus med spændende lokaler og farver på væggene. I Nykøbing er rammen de præsentable moderne, lyse lokaler med højt til loftet og fint udsyn til lystbådehavnen.
Det udfordrer ophængningen. De forskellige muligheder blev allerede i 2022 udnyttet forbilledligt, så forskellene understøttede kunsten. Det skærpes og gøres igen i 2023 i samspil med Corners udstillingsgruppe. Det er Corner, der fordeler værkerne på en kunstnerisk ligeværdig måde og sådan, at der præsenteres ca. lige mange kunstnere begge steder.
De to kunstforeninger er meget tilfredse med, at det er i Nordvestjylland, at Corners nye samlede udstilling vises. Vi håber, at mange også uden for vores geografiske nærområde vil benytte chancen for at opleve et situationsbillede af, hvad der rører sig på den danske kunstscene.
– og så harmonerer samarbejdet med Corner fortræffeligt med de to kunstforeningers udstillingspolitik, der fokuserer på aktuel, dansk og international rum- og billedkunst.
Udstillende kunstnere:
Martin Askholm
Jens Bohr
Linda Bjørnskov
Per Baagø
Uffe Christoffersen
Mia Nelle Drøschler
Alba Enström
Claus Hangaard
Bente Hansen
Ole Prip Hansen
Finn Heiberg
Lars Heiberg
Elisa Jensen (USA)
Jens-Peter Kellermann
Pontus Kjerrman
Kirsten Klein
Leif Madsen
Anita Viola Nielsen
Egon Bjerg Nielsen
Mogens Nørgaard
Anne Marie Ploug
Lars Ravn
MatWay / Matway Slavin
Tong Wang (S)
Vi byder på oplevelser fuld af nerve, nærvær og fællesskab. Find store oplevelser her.