Oplevelser i det blå: Cold Hawaii og Cold Hawaii Inland

I Thy er det blå element allestedsnærværende. Vi er placeret imellem det vilde og brusende Vesterhav og Limfjordens milde og venlige skvulp.  

Områderne med de unikke forhold for aktiviteter på vandet er kendt som Cold Hawaii og Cold Hawaii Inland.  

Her kan du balancere på et SUP-board, ride de vilde bølger, ro afsted i kajak, bade eller gå en tur langs stranden i skumringen. Der er et utal af muligheder.  

Cold Hawaii er betegnelsen for strækningen ved Vestkysten fra Hanstholm til Agger. Som perler på en snor langs hele kysten finder du unikke surfspots, der er kendt blandt surfere i hele verdenen.  

Uanset om du har mod på at kaste dig ud i bølgerne eller ej, er der nok at se på og opleve i de små hyggelige samfund, hvor farverige sejl, boards og våddragter er allestedsnærværende. 

Cold Hawaii Inland er navnet på de spots, du finder langs Limfjorden i Thy fra Doverodde i Syd til Bygholm i Nord. Det rolige vand er et smukt og familievenligt alternativ til Vesterhavet, og lige nu bliver der bygget faciliteter flere steder langs Limfjorden, der kan danne rammen om din udflugt og gør det nemt at bruge vandet. I sommeren 2021 står fire spots klar til brug.   

Cold Hawaii Inland Spots
  • Vilsund 

Gamle Færgevej 24, Vilsund 

I Vilsund er der rig mulighed for aktivitet på vandet. Du kan komme dertil i bil, sejle dertil i kajak fra det gamle værft eller hoppe på cyklen. Hvis I pakker grillpølser, kul og soveposen, så finder I grill, bordbænkesæt og shelters ved spottet. Der er udsigt til Vilsund Broen og fine adgangsforhold til vandet med kajak, SUP osv.  

  • Synopal 

Vibedalvej 4, Thisted 

Pak børn og madkurv, og nyd den gode stemning i Thys nye store cablepark. Her kan I bade, bygge sandslotte og prøve kræfter med wakeboarding. Lav de vilde stunts eller forsøg i første omgang på at holde balancen.  

  • Den blå løber i Thisted  

Eshøj Plantage: Eshøjvej, Thisted  I Thisted er en ny rekreativ forbindelse ved at blive etableret fra Silstruphoved til Eshøj Plantage. Flere etaper på ruten er opgraderet med nedgange til vandet, belysning og bænke til at hvile benene. Den samlede rute er ca. 9 km og byder på strækninger til de terrængående og en bystrækning. Afmærkningnen består foreløbigt af at følge fjorden: Gå fra Eshøj langs fjorden mod syd til Thisted by, gennem byen og videre til Silstruphoveds stejle skrænter med synlig moler. 

  • Vandshelters 

I Vilsund (se tidligere) og i lystbådehavnen i Doverodde kan du i løbet af sommeren 2021 finde flydende shelters, og så er der bare tilbage at nyde en nat på naturens vandseng.    

Ved alle de opførte spots er der åben adgang til toiletter, brus og grill udover de skønne blå naturoplevelser, der venter på dig. 

Udvalgte Cold Hawaii Spots  
  • Vigsø

Her finder du overvejende sandbund, og det er et populært spot for surf og kitesurf. Lige øst for bunkerne er det ideelt til surf, fordi bunkerne giver læ og bryder revlerne, mens hele bugten kan bruges til kitesurf. I Vigsø er der både offentligt toilet og shelterplads lige i nærheden. Én kilometer derfra finder du også Vigsø Feriecenter, som har en lille kiosk, badeland og en restaurant.  

  • Hanstholm

Dette område er kendt for sine mange forskelligartede spots, som skyldes, at havnen og Roshagemolen cleaner bølgerne op enten på den ene eller den anden side ved forskellige vindretninger. De forskellige spots kaldes Fishermans corner, Fakir, Fish Factory, Middles og Hamborg. Er du begynder, er Fish Factory kendt for at have begyndervenlige bølger.  

  • Klitmøller

Området er særligt kendt for sine kridtrev ved Bunkers og Revet ved Hummerhuset. I Klitmøllers bugt er der delvis sandbund, og når sandet ligger rigtigt, kan det ved små bølger være meget begyndervenligt. Når der er store bølger, kan vandet ud for Tolderstien have et spektakulært shorebreak, hvor de mere rutinerede surfere holder til. Windsurferne holder tit til omkring revet, mens kitesurfere ses sprede sig i hele bugten. Klitmøller har surfbutikker, surfskoler, cafeer, restauranter og indkøbsmuligheder. 

  • Bøgsted Rende

Dette spot er placeret naturskønt ved sømærket. Der er fin tilkørsel i bil, og du kan finde et offentligt toilet ved parkeringspladsen. Derudover er naturen helt uforstyrret. Der er en shelterplads en lille kilometer derfra, og området er et meget populært sted at vandre.  Det særlige ved Bøgsted Rende er sandbankerne, som nogle gange giver lavt vand og sandbund langt ud i havet. På stille dage er det derfor også et populært badested med begyndersurf, mens det på andre dage er et heftigt surfspot. Der er ingen mole eller rev, der giver læ, så det er kun godt i fralandsvind fra syd, sydøst og øst. 

  • Vorupør

Her giver den store og lille mole læ fra syd-, sydvest- og vestenvind, og bølgerne cleaner fint op. Inderst ved den lille mole er det ofte begyndervenligt, og det er derfor også populært blandt surfskolerne. Det er et populært sted især blandt surfere og kitesurfere. Når det virkelig stormer fra vest eller nordvest kan man somme tider se surferne helt inde i hjørnet ved storemolen, mens bølgerne banker mod spidsen af molen længere ude og giver et spektakulært skumsprøjt. Der er gode parkeringspladser, omklædningsfaciliteter, cafeer, restauranter og indkøbsmuligheder. 

  • Agger

Ved Agger er der en mængde høfder og moler, som starter lige nord for Agger by og strækker sig ned til færgelejet på Agger Tange. Derfor er der muligheder for at finde læ i flere forskellige vindretninger. Molerne ved kanalen i syd er kendt for at kunne give læ - også i meget kraftig nordenvind, som kan give voldsomme bølger.